AKUSTIK
Vil du tjekke akustikken i det rum du befinder dig i? Så klap i hænderne eller tal højt... og så skal du være hurtig med stopuret! Ca. 0,6 sekunder må det tage for lyden at dø ud - så har du et behageligt lydklima.
Det er selvfølgelig svært at måle på den måde, men hvis det runger eller man er nødt til at tale højt for at blive hørt, så er der et problem. Dårlig lyd i rummet virker irriterende og trættende.
Hårde overflader giver hård lyd - kort fortalt. Problemet er ikke nyt, det er bare blevet større i takt med at de bløde materialer der absorberer lyd, som flere lag gardiner og væg-til- væg-gulvtæpper, forsvinder fra indretningen.
Det er også flot med glittede betongulve, plankegulve, stålkøkkener og store glaspartier. Det giver bare med sikkerhed problemer lydmæssigt. Både privat, i kontormiljøer og i det offentlige rum.
Akustikken, eller rettere efterklangstiden, kan måles med avanceret udstyr, og så kan de fleste profesionelle beregnere udmåle hvor mange m2 traditionelle akustikplader der skal sættes op... Men jeg synes de dér plader er kedelige og vil altid prøve at finde alternative løsninger. Og de findes!
Det handler om at finde de flader der er bedst egnet til at absorbere lyden, i højere grad end det handler om mængden af lydabsorberende materiale. Det hjælper f.eks. ikke meget at sætte akustikplader op i loftet, hvis lyden især reflekteres fra vægge, gulv eller vinduer.
Kilden til lyden er også vigtig at have fokus på. Jeg har været kaldt ud til en virksomhed som mente at de havde akustikproblemer - men det kunne jeg konstatere at de IKKE havde. I stedet var der samarbejdsproblemer og så måtte vi jo tage fat på det.
Her kommer nogle eksempler på akustikproblemer som jeg har løst på utraditionelle måder - og det er ikke blevet dyrere af den grund.